Sider

torsdag den 15. december 2016

Ego-strik på pindene


For efterhånden længe siden havde jeg igen ny strik på pindene. Efter alt den børnestrik blev der endelig tid til endnu en cardigan, helt til mig selv.

Denne gang blev det en cardigan som er ved at blive til en blogklassiker: Marthejakken fra Skappel. Den så simpelthen SÅ lækker ud, at jeg bare måtte eje sådan en.

I opskriften er brugt Sandnes garn, men da jeg synes det var enormt dyrt (næsten 1000 kr!!), valgte jeg at stykke sammen med noget billigere - men mindst lige så lækkert - garn fra Drops. I alt købte jeg garn for 300 kr, og jeg handlede hos Krestoffer her i Odense, som er en mega stor butik med et virkelig stort udvalg af lækkert garn, og gode priser på deres kæmpe udvalg af Drops garner.

Jeg valgte at bruge:
Drops Alpaca mix, farve: Koksgrå
Drops Alpaca Air, farve: 04 Sort - er egentlig mere koksgrå (fremstillet som et blow garn, en ret sej ny teknik til produktion af suuuper blødt garn)
Drops Brushed Alpaca Silk, farve: 03 Grå

Jeg købte 3 nøgler Air, 5 nøgler Alpaca/Silk, og 4 nøgler af Alpaca mix, og mængden passede faktisk rigtig pænt. Opskriften er på norsk, så jeg har lige måtte google et par vendinger for at være helt sikker på, at det hele var forstået korrekt. Jeg fandt dette skema som kan hjælpe lidt, hvis man er meget i tvivl. Men ellers var den egentlig lige til at gå til. Jeg har kunne se hos andre bloggere og instagrammere, at den kræver en del montering (hvilket jeg hader), men det gik faktisk helt fint og var hurtigt overstået.

Cardiganen er lang og i virkelig blød og lækker kvalitet med lommer, som er noget jeg elsker når trøjer har! Den strikkes på pind 6 som gør, at det går rimelig hurtigt fremad med arbejdet. Dejligt for én gangs skyld at strikke noget i størrelse voksen som går relativt stærkt. Den blev da også strikket på under en uge!! Jeg synes resultatet er blevet virkelig skønt, og jeg har brugt den flere gange siden den blev færdig!

Faktaboks:
Model: Marthejakken fra Skappelgenseren
Garn: Se ovenstående.
Pris: ca. 300,- + opskrift 50,-
Modifikationer: Jeg slog 4 masker mindre op til ærmerne, da jeg synes de så lidt brede/luftige ud på billederne. Det gik helt fint, og jeg er glad for at jeg gjorde det, for jeg synes stadig ærmerne er liiidt til den brede side når cardiganen har været i brug nogle gange. Hvis den skal strikkes igen bliver det med endnu færre masker/flere indtagninger. Desuden strikkede jeg cardiganen lidt kortere, således der kun var 19 "ruder" opad indtil man lukker af til ærmegab (jeg er kun 165 cm høj). Og så strikkede jeg lommerne noget længere nede, så de ikke sidder og buler for langt oppe på hofterne. Jeg strikkede dem 9 "ruder" oppe på forstykkerne.

Alt i alt er det blevet en virkelig skøn og lækker cardigan, som er perfekt til årstiden, nem og hurtig at strikke. Jeg kunne sagtens finde på, at strikke den igen, i en helt mørk bordeux eller måske en mørkeblå, men der er også mange andre lækre projekter på pindene :-)
På billederne kan det også ses, at jeg efterhånden har brugt den i et års tid, så den er begyndt at blive lidt nulret.


2 kommentarer:

  1. den er fin har også strikket den i drops, men naturfarvet:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er altså også skøn! Lyder også smuk i en naturfarvet version :-)

      Slet