Sider

torsdag den 25. februar 2016

Babynest

Jeg undskylder på forhånd for den relativt store mængde babyrelaterede ting der er på bloggen for tiden, men krea-genet tager lidt overhånd når der tilføjes en lille ny til familien.

For et par weekender siden var jeg nemlig hjemme i min svigermors symaskinepark (den kvinde kan ALT i syning). Her kørte vi flere forskellige ting gennem overlockeren og symaskinen. Én ting det blev til, var en af de skønne populære babynests. Min søster har selv valgt det brune stof og det søde kønsneutrale stof med bindegårdsdyrene på. Babynesten er lavet efter diy'en hos Kirstineskreativiteter, og den er meget grundig og rigtig nem at følge. Armene fyldte jeg med pladevat der var rullet sammen, og betrukket med en plastikpose i den ene ende. Så gik det meget nemt med at fylde det i. Den eneste ændring vi lavede var, at klemme nogle super smarte små trykknapper i bunden i stedet for at sy sammen, så madrassen kan tages ud og babynesten kan vaskes, skulle der ske uheld :-)

Den lille bamse hæklede jeg på en togtur på vej til Hanstholm for at besøge min farmor og farfar. Den er et sødt hurtigt projekt lavet efter denne opskrift :-)








mandag den 22. februar 2016

Aran sweater

Jeg har strikket en virkelig skøn sweater: Rosa sweater i Aran strik fra Lene Holme Samsøes helt fantastiske bog "Suveræn strik", som indeholder virkelig mange lækre modeller til kvinder!
Dne var rimelig hurtig og strikke i forhold til hvor avanceret den ser ud. Det eneste var, at der skulle ret meget montering til, som jeg jo som bekendt ikke er så stor fan af.

Jeg synes selv jeg var lidt vovet med farven, da jeg for en gangs skyld har valgt noget andet end forskellige nuancer af grå. Jeg strikkede 2 tråde Drops Alpaca i farven 7139 grågrøn. Jeg synes meget ofte ærmerne på hjemmestrikkede sweatre er for løse og slaskede, men på denne model var de bare helt perfekte til mig :-)

Model: Rosa Aran Sweater fra Suveræn strik
Garn: 2 tråde Drops Alpaca i farve 7139 grågrøn
Forbrug:
Pind: 4 1/2 og 5
Størrelse: Medium
Modifikationer: Jeg strikkede efter den korte taljerede model, men lavede trøjen samme længde som den lange model. Dvs. lidt en hybrid mellem de to. Generelt strikker jeg lidt løst, så hvis jeg skulle gøre det om, så ville jeg enten gå 1/2 pindstørrelse ned, eller strikke en str. S.







fredag den 19. februar 2016

Skyer i luften

En anden ting, som er sket efter min søster har fået en lille ny i maven er, at jeg er begyndt med hæklenålen igen. Jeg synes normalt ikke, at der er så forfærdeligt meget smart man kan bruge hæklede sager til, til voksne. Specielt ikke når man kan strikke. Men til børn og babyer er mulighederne jo nærmest endeløse ift. bamser, dukker, legetøj, uroer, suttesnore, rangler og barnevognskæder, og der findes virkelig meget fin inspiration på nettet. En ting jeg har lavet er en virkelig fin lille uro med skyer og en luftballon, som hun og baby skal have forærende til at hænge over puslepladsen.

Skyerne er hæklet er efter instagrambrugeren Lenezulu's opskrift, hvor den store sky er lavet på nål 3 og den lille på nål 2 med lidt færre ud og indtagninger. Dråberne er også efter hendes opskrift, og luftballonen er bare hæklet i frihånd. Men hvis man har bogen Lutterløkker, så har jeg set der er en meget fin opskrift på en luftballon dér. Alle ting er hæklet i den skønne kauni-uld som findes i nogle virkelig smukke, sarte, melerede farver.






torsdag den 18. februar 2016

En lille ny

Vi venter igen en lille ny verdensborger i familien. Denne gang er det min søster der skal have en lille sommerbaby. Derfor er jeg igen gået i gang med strikkepindene og hæklenålen. Noget af det aller første der lige smuttede af pindene i løbet af en weekend, var en lille klassisk vest, en rillehue og et par små futter. Alt strikket i restegarn. Det er heldigvis nemt at finde lidt på lageret der kan bruges til sådanne små størrelser. Når vi kender kønnet om et par uger, skulle det undre mig om ikke jeg får lyst til at slå op til en lille ting eller to mere ;-)
Opskrifterne er hhv. denne vest, djævlehuen med riller fra Lene Holme Samsøes babystrik på pinde, og disse nemme futter.


tirsdag den 16. februar 2016

Fyr

I sommers og efteråret har jeg igen haft strik til børn på pindene og igen er det blevet til to små søde trøjer til de skønne nevøer A & B, denne gang efter opskrift fra Krittewitts hånd: Fyr.
En sød enkel striktrøje med knap i halsen og et kontraststykke foran. Som man nok kan se her på bloggen er jeg ret glad for strik med et enkelt og moderne udtryk, som med relativt få virkemidler alligevel kommer til at have noget meget fint over sig. Derfor faldt opskriften også i god jord her hos mig og blev givet væk til hhv. barnedåb og navngivningsfest.

Opskriften er skrevet i et så pædagogisk sprog, at selv den helt spæde nybegynder kan være med. Den var faktisk så pædagogisk at det irriterede mig lidt, at heeeele opskriften skulle læses igennem før man kunne begynde at strikke. Jeg er mere til opskrifter hvor beskrivelserne bare kommer efterhånden som man strikker sig igennem opskriften. Men det er vel smag og behag.

Faktaboks:

Model: Fyr af Krittewitt 
Garn: Cottonmerino fra Drops - 3 nøgler á 50 g til hver trøje
Farver: 16 Jeansblå og 25 Rust
Størrelse: Begge i str. 9-12 måneder
Modifikationer: Den eneste ændring jeg har lavet i forhold til opskriften er, at jeg har valgt ikke at vende den "på vrangen", således at retsiden vender udad og kontraststykket foran dermed er strikket i vrang.