Sider

mandag den 19. maj 2014

ENDNU EN CARIDGAN


Jeg er blevet bidt af en gal strikker! Inden jeg var færdig med Tusindfryds yndlingscardigan, begyndte jeg allerede at pønse på et nyt cardiganprojekt. Jeg lånte "Finstrikket" af Helga Isager på biblioteket og var solgt til flere cardigans lige med det samme!
Både Swallow og Daffodil fristede gevaldigt, men i sidste ende faldt valget på den tynde og langærmede model af Pine. Åh den er så smuk!!

Garnet blev bestilt hjem fra Garnudsalg.dk, 1 tråd højlandsuld og 1 tråd superfine Alpaca i grå som i originalopskriften. 
Jeg havde besluttet at jeg først måtte gå igang når yndlingscardiganen var færdig, men det blev da heller ikke så svært som jeg troede, for leveringen fra PostDanmark var en STOR kamp! Efter utallige opringninger, pendulfart mellem Taulov og Københavns pakkecenter op til flere gange uden der skete noget (altså pakken, ikke mig!), landede garnet, en hel uge efter det oprindeligt blev leveret forkert, endelig på et posthus nær mig, så det kunne afhentes! Heldigvis nåede garnet at komme på den aller sidste dag med levering af pakker inden påsken, så det lige kunne nå, at komme med mig i tasken til en weekend i sommerhus - thank God!!

Påskeweekenden i sommerhuset blev altså en god anledning at starte op og få strikket et godt stykke. Vores sommerhus ligger i et naturreservat i Thy uden strøm, så der er god tid til, at strikke, spille spil, gå ture til vandet og læse bøger i stearinlysets skær. Skønt med hel og aldeles afkobling!
Den havde lige et par uger der efter hvor den lå ret stille, men nu er jeg kommet igang igen og er nået til at få strikket ærmerne. Jeg synes egentligt, at patentstrikken går relativt hurtigt, selvom pindene ikke er så tykke. Dog er mønstret lidt kedsommeligt i længden, men sådan er det jo med det meste når man først har fået fat i systemet. Jeg håber den kan blive færdig til sommerferien, for jeg har allerede et nyt projekt i tankerne. Men den sidste eksamenperiode før ferien nærmer sig også med hastige skridt, så tiden til strik bliver nok mere knap efterhånden som vi nærmer os. Men så er det jo heldig at være studerende og dermed allerede have ferie fra d. 12 juni (så glemmer vi for en stund at ferien egentlig står på arbejde og reeksamen).


P.S. Katten kan heller ikke lide det dumme regnvejr vi har for tiden!

onsdag den 14. maj 2014

TUSINDFRYDS YNDLINGSCARDIGAN


For ca. en måned siden blev jeg endelig færdig med min første strikkede cardigan!
Det med at få syet knapperne i har dog taget mig en rum tid og blev først ført ud i livet for en uges tid siden. Jeg havde længe ledt efter nogle smukke stofknapper og valget faldt i sidste ende på nogle smukke blå og koksgrå leo-knapper også fra Tusindfryd.

Cardiganen har været lang tid undervejs. Dels fordi jeg ikke tilnærmelsesvis har tid til at strikke hver dag, og at den i perioder har ligget stille i uger, dels fordi der var en hel masse fejl i opskriften som gav en del hovedbrud! Det viste sig imidlertid da jeg skrev til Wenche-Tusindfryd, at hun var kommet til at sende den forkerte (u-rettede) opskrift, så det var hun selvfølgelig meget ked af. Det samme galt her, da jeg efter jeg modtog den nye opskrift måtte sande at jeg skulle pille en HEL DEL op igen. Noget der ligner det meste af cardiganen :-(
Men hellere pille op og så blive tilfreds med det endelige resultat end at lave en halv-færdig løsning og ikke få sit strik brugt. Så jeg pillede flere nøgler op på livet løs og fik heldigvis relativt hurtigt strikket cardiganen op igen. Det skal siges, at Wenche har udøvet fantastisk service og hjælp hele vejen under strikke-processen, lige fra bestilling af pinde, til rodet med opskriften og til sidst knapper som jeg fik rabat på, som et plaster på såret for den forkerte opskrift! Jeg må sige, at jeg tror jeg aldrig har fået så god service som hos hende :-)

Men jeg kom i mål, og jeg synes selv resultatet blev super flot. En lækker tyk og blød trøje i en smuk meleret koksgrå farve, med et flot fit. Specielt er jeg vild med detaljen med dobbelt perlestrik over skuldrene!

Farven på specielt det 3. billede snyder lidt. Cardiganen er en meget mørk koksgrå, bedst illustreret på billede 1 og 4 :-)


Model: Tusindfryds yndlingscardigan (til voksne)
Ændringer: Strikkede den 1 knaphul længere end i opskriften (ellers var den blevet ALT for kort!), strikkede desuden den nederste ribkant på for/rygstykket kortere og "knappekanten" (hvad hedder den rigtigt??) nogle masker smallere, så den fik et lidt mere elegant udseende :-)
Garn: Strikkebogens lamauld i koksgrå
Forbrug: 9 nøgler á 50 g til en str. M (+ 1 knaphul)
Knapper: Blå leopard stofknapper fra Tusindfryd

Hvis jeg skal komme med én anke omkring det ellers bløde og tykke lamauld er det, at det desværre fælder HELT ekstremt!! Også efter cardiganen er blevet færdig og har været en tur i maskinen, smider den stadig uanede mængder fibre. Jeg ved ikke om det måske kun er den koksgrå der har det problem? Men hvis jeg skulle strikke den op igen, ville jeg klart vælge et andet lækkert tykt garn der fælder knapt så meget. Mit håb er, at den i takt med, at den kommer i brug vil bliver mere "filtet sammen" i de yderste hår, så den ikke smider så mange overskydende fibre over alt (det er IKKE en trøje der kan anbefales at lave mad i fx :-D)