Sider

torsdag den 23. januar 2014

PERIODISK UDFALD

Puha.... Så er jul, nytår og den hårdeste eksamensperiode jeg nogensinde har været udsat for overstået. For eksamen dog formentlig ikke vel overstået, men bare overstået for nu. Jeg har nemlig en frygtelig mistanke om en forestående reeksamen til august. Men den tid den sorg.

Lige nu drejer det sig om helt andre sorger: Jeg har sendt min kæreste afsted alene i hele 3 måneder. Han skal nemlig ud at sejle, som et led i hans uddannelse som skibsofficer. Jeg siger jer det var hårdt! Han har været væk i rundt regnet en dag, og jeg savner ham allerede så meget, at det gør ondt helt ind i hjertet, ved tanken om, at jeg ikke ser ham 3 måneder. Nøj hvor jeg tudede da han skulle gå. Jeg forsøger bare at tænke på, at de 3 måneders ensomhed forhåbentlig passerer hurtigt. Specielt når man har noget at se frem til.

Og det med at se frem til noget er faktisk slet ikke så svært. For vi har opsagt vores lejlighed og flytter d. 1. marts hele 300 meter væk, for vi har nemlig købt en lejlighed. En større og bedre én vel og mærke. Med knap 20 kvm og et helt værelse mere. Stadig dejlig tæt på centrum i hyggeligt ungt kvarter. Og så er den endda uden skimmelsvamp!! (modsat her hvor vi bor nu). Det bliver sååå fantastisk! Glæder mig helt utroligt til en lejlighed der kan varmes ordentligt op (jeg sidder i skrivende stund med radiatoren på max og kun 19 grader inde i stuen), en opvaskemaskine(!!), og en rigtig brusekabine med afløb! Juhuu!

Det er altså heller ikke fordi det kreative er gået i stå. Slet ikke faktisk! Med forestående flytning følger jo også indretning af et helt nyt sted. Så bliver der næsten ikke mere barnefryd i mine øjne! Derfor er jeg gået i sving med en masse kreativt, specielt med ting til at hænge på væggene!

I første omgang har jeg lavet en lille collage med trekanter. Den blev ikke så skarp i kanterne som jeg gerne ville have haft, men synes nu alligevel den fortjener en plads på billedhylden. (undskyld det dårlige billed med genskin)


Jeg har også været lidt igang med den sorte sprittusch på helt almindeligt hvidt karton. Den første tegning er mere eller mindre en kopi af et billede jeg så i boligliv (husker ikke i skrivende stund hvor det var fra):



Da jeg havde haft succes med diamanten fik jeg lyst til at lave mere, og tegnede så min egen version af motivet med de grafiske bakketoppe, som man også ser som tryk hos rigtig mange brands for tiden:



Jeg synes egentlig de blev meget flotte og enkle hvis jeg selv skal sige det :-)

I julegave fik jeg af en veninde en rigtig fin lille bog om hæklede dyr, som jeg har set på flere gange før. Første projekt fra bogen blev en lille skildpadde, som dog mangler at få øjne ednu, og som jeg tænker måske skal have en lille nøglering i også: