Sider

tirsdag den 26. november 2013

HÆKLEDE GRYDELAPPER

Da jeg så disse hæklede grydelapper hos Lutter idyl, måtte jeg straks i gang. Vi kunne godt bruge et sæt mere her hjemme, og de her er både moderne og geometriske på én gang!
Jeg hæklede dem i alm. bomuldgarn fra søstrene grene i grå og hvid og brugte knap 3 nøgler grå og knap 1 nøgle hvid. Til sidst satte jeg neonelastik i som hank, som Jeanette også har gjort. Jeg havde ikke thermium liggende, og da jeg så hvad det kostede meteren besluttede jeg mig for, at det var tilstrækkeligt med de dobbelte garn-sekskanter. Det viste sig også, at være rigelig, og de kan bruges helt uden at brænde nallerne! :-) Jeg synes selv resultatet er blevet rigtig fint og de passer super godt ind i vores stil - hvorfor skal grydelapper ikke også være smarte?






lørdag den 23. november 2013

HÆKLEDE LYSESTAGER 2

For noget tid siden, fik jeg endelig hæklet det andet sæt t-light covers til julegaver til de søde piger i min læsegruppe. De blev denne gang i et vifte-mønster, men stadig med kontrastkanter som de forrige stager


For 14 dage siden fyldte min kæreste 23 år. Det blev selvfølgelig fejret med manér og af mig fik han i år et ur, som heldigvis udløste stor glæde (det er også ret flot hvis jeg selv skal sige det!):


Selvom det var kærestens fødselsdag, udløste det også en helt uventet gave til mig. Simons søster og svoger (som jeg ellers normalt ikke er på gave med), havde en gave til os begge: koncertbilletter til Justin Timberlake! En stor gave, som var virkelig dejlig og overraskende, specielt fordi begge hans søstre og kærester skulle afsted, men vi havde måtte takke nej, fordi vi ikke havde råd. Det er så dejligt med den slags gaver, hvor man virkelig kan mærke, at andre har tænkt på én!



torsdag den 14. november 2013

NYT LEGETØJ

Jeg har længe sukket efter en af de der smarte manuelle labelmaskiner til at lave retro-look labels til alle mulige ting i hjemmet. For et par dage siden fandt jeg så denne super fine Etsy forhandler: OHMYBUY, som har alle mulige seje label-ting til billige penge og så endda i neon farver!!
Så jeg købte selvfølgelig en motex-maskine i sort med en fin lys mint farve bogstaver. Og et ekstra lager af labelstrimler i forskellige flotte neonfarver. Som et kæmpe plus forhandlede de maskiner som også kunne skrive Æ, Ø og Å, selvom webshoppen er britisk.



Det første projekt blev orden i krydderihylden med fine mærkater på alle glas, så også kæresten kan finde ud af hvad der er hvad :-)
Jeg synes selv det blev ret cool med de små retroglas med korkpropper sammen med de sorte retrolabels. Jeg mangler dog stadig 6 glas for at kunne fylde alle krydderier i glas, men de er desværre stoppet med at forhandle dem i 10'er (i hvert fald for nu)... (piv!)
Hvis nogen ved hvor de findes henne må i endelig give et praj.
Jeg må snart finde på et projekt hvor de flotte neonlabels kan indgå!



I går blev det også til en anden lille makeover, som jeg har gået og irriteret mig over rigtig længe og synes så virkelig grimt ud. Der er tale om noget så småt som blyantsholderne på skrivebordet, men de sorte firkantede læderlook-holdere fra ikea har bare været en øje-bæ alt for længe. I stedet fik jeg fikset nogle dåser med hk. tomat om til, at blive flotte blyantsholdere vha. kraftig pap, dobbeltklæbende tape og noget fint papir fra søstrene grene!


Den første jeg lavede skulle min kæreste "lige sørge for blev siddende ordentligt rundt" hvilket resulterede i nogle dumme folder i papiret. Men om kunne den ikke laves, da jeg ikke havde mere pap. Tapetseringen med papiret gik heller ikke helt smurt, da den selvfølgelig skulle have startet med en pil i toppen som den anden (desværre min egen fejl, så ingen at skyde skylden på). Alt i alt synes jeg alligevel det blev meget sødt, og i hvert fald bedre end tidligere!!

mandag den 11. november 2013

NYT PROJEKT

For en uges tid siden brugte jeg rigtig mange penge.... Flere end jeg nok egentlig burde, men jeg gik helt amok med en ny ide. Jeg skal nemlig til, at hækle et evighedsprojekt: Et hæklet sengetæppe af solid granny squares! Dog ikke helt på klassisk facon, men forhåbentlig en lidt mere moderne og grafisk version. Jeg har købt 10 lækre nøgler Kauni i de smukkeste vand-nuancer og grå, som jeg synes vil passe rigtig godt til vores soveværelse.

Jeg har nu fået hæklet det første dusin firkanter, men der går nok virkelig, virkelig længe før i hører mere til tæppet, da jeg skal hækle vel over 300 lapper før jeg kan begynde at sy sammen. Åh hvad har jeg dog begivet mig ud i.......


torsdag den 7. november 2013

HÆKLEDE T-LIGHT COVERS

Så er det for alvor blevet vinter. Det er rå koldt udenfor, og jeg har nu brug for både vanter og hue på cyklen om morgenen... Men så er det jo hyggeligt at sidde inde på sofaen under et tæppe med the, hækletøj og yndlingsserier :-)

For tiden er der igen ekstremt travlt med studiet her, og det bliver der nok frem til efter jul. Alt for meget anatomi der skal læres udenad på alt for kort tid. Øv hvor kan det sætte en stopper for min ellers livlige julestemning.. Derfor kniber det også med at få tid til at hækle, selvom jeg helt vildt gerne vil søsætte en masse sjove projekter (inden jeg er færdig med de gamle.... Kender i det?). Jeg handlede da også lige garn, stager, stempler, karton, julepynt og alt muligt andet til over 300 kr. i Søstrene Grene for et par dage siden... Utroligt hvordan ting der koster 5-10 kr. kan beløbe sig til så mange penge (når man fylder kurven ;-))...

Jeg mangler stadig at få hæklet et lille juletræ mere til min mormor og yderligere 3 små kogler til min adventskrans og begge dele skulle jo gerne være klar inden 1. december. Ud over det har jeg hæklet en stor og flad kurv i zpaghetti til alt mit garn, som jeg egentlig ikke helt er tilfreds med. Jeg har bare ikke haft tid til, at lave den om endnu...

Til gengæld har jeg da fået færdiggjort et lille projekt. Nemlig hæklede covers til fyrfadsstager som skal være julegaver til de 2 søde piger i min studiegruppe. Opskriften er fundet her: filihunkat



Det er dog kun det ene sæt der er færdigt, men jeg har udvalgt farverne til det andet, og de skulle gerne kunne laves på et par aftener, så jeg kan krydse dét af på listen. Jeg overvejer lidt at lave dem i et andet mønster end popcorn, bare for at få lidt variation.



fredag den 1. november 2013

TUNESISK HÆKLET SOFAPUDE

Endelig!! Projekt hæklet sofapude har nået vejs ende!

Det har også taget mig ca. 1 måned, dog med en eksamensperiode inde imellem. Men eksamen er endelig overstået (for dette kvartal) og jeg har i dag fået syet puden færdig. Selve hækle-delen gik som smurt. Med Pescno's guide til tunesisk hækling, var det super nemt at komme igang, og det eneste jeg lige skulle have styr på, var nogle udregninger mht. højde og bredde på puden. Lige præcis dét endte så ikke helt med at gå som jeg havde regnet med. Men med nogle justeringer under sammensyningen (som trak tænder ud!!) blev det færdige resultat alligevel helt okay. Jeg er dog ikke helt tilfreds med de tykke hjørner der stikker ud, men til sidst gad jeg simpelthen ikke mere........ I den følgende opskrift har jeg forsøgt at lave nogle justeringer, så det gerne skulle passe bedre :-)


Jeg undskylder de mørke billeder - denne årstid egner sig ikke så godt til at fotografere kl. 15...

Jeg har brugt 4 nøgler peruvian highland wool i karrygul, okker, mellembrun og brun til en 50 cm stor  pude til sofaen.

Her følger en DIY:

Du skal bruge:
4 nøgler peruvian highland wool
Tunesisk hæklenål nr. 7 med wire (60 cm)
Monteringspude 50*50 cm
Stof til bagsiden
Usynlig lynlås 45-50 cm

Striberne er lavet med antallene:
12  rækker brun
  9  rækker brun/mellembrun
13  rækker mellembrun
  6  rækker mellembrun/okker
10  rækker okker
14  rækker okker/gul
10  rækker gul


  • Slå 85 lm op med den første farve (brun)
  • Lav en opsamlingsrække efterfulgt af en afmaskningsrække. Du har nu lavet én hel ensfarvet række
  • Gentag indtil du har 10 rækker med den samme farve
  • Når du har lavet 10 rækker, har du hæklenålen i højre side med kun én maske på nålen
  • Lav nu en opsamlingsrække med den samme farve
  • Når du når enden af opsamlingsrækken og har alle maskerne på nålen skifter du til den nye farve (mellembrun) ved at trække den nye farve igennem maskerne i afmaskningsrækken (se Pescnos guide til farveskift)
  • Fortsæt med en opsamlingsrække med den nye farve (mellembrun)
  • Når du har alle masker på nålen skifter du igen til den forrige farve (brun) og forstsætter med en afmasknings og en opsamlingsrække med den brune
  • Ved enden af opsamlingsrækken skifter du farve igen
  • Fortsæt indtil du har 9 melerede rækker af kombineret mellembrun og brun


Fortsæt på samme måde, og skift farver undervejs i hæklingen, så antallet af rækker med hver farve passer med tallene angivet ovenfor. Du kan også freestyle som du har lyst, bare det samlede antal passer med dem jeg har angivet.

Det betyder ikke så meget om kanterne bliver helt lige, da de alligevel skal bruges til sømrum når puden sys sammen.

Når den store firkant er hæklet færdig hæftes alle ender og den monteres på det valgte stof, som den syes sammen med. Under sammensyningen er det en god ide, at strække lidt i det hæklede, da det ellers giver sig rigtig meget i det færdige betræk. For at der ikke bliver alt for meget trængsel inde i puden, med sømrum stikkende ud alle steder, kan man zig-zagge et par gange hen over stof og hæklet og derefter klippe det af uden det hæklede trævler op.
Jeg har valgt at sy en usynlig lynlås i ca. 1/4 oppe i stoffet på bagsiden af puden. Guide til at sy en lynlås i findes her hos Karenmarie, det kan dog sagtens gøres uden bruge af vlieseline, hvis man som mig ikke lige har det liggende :-)